Ånden i hånden – jeg troede det var Gud • NEDSAT – FØR 99,- •

Forlagets omtale:
- jeg troede det var Gud! Ånder og dæmoner er også virksomme i Danmark! -

'Jeg sad og græd og forsagede, mens min 'åndesøn' tryglede og bad mig om at lade være: 'Du må ikke mor. Det er mig, din søn. Jeg elsker dig.' Jeg græd som pisket, og præsterne var tydeligt berørte af situationen. Deres vrede mod ånderne forstærkedes i takt med, at de rakte mig mere køkkenrulle. Omfanget af bedrageriet blev tydeligt for dem, og de var meget vrede i deres tale til ånderne, der i den grad havde misbrugt min moderfølelse.'

Marianne fortæller om, hvordan ånderne dirigerede hendes liv i 10 måneder. Efter et selvmordsforsøg tilrettelagt af ånderne, var hun parat til at modtage hjælp. Den kom til hende gennem et par præster fra folkekirken. Det er hendes ønske med denne bog, at hun gennem en hudløst ærlig skildring af sin egen bundethed af ånderne, kan advare andre, så de holder sig langt væk fra det okkulte.

Mediekonsulent i Viborg Stift Ole Blume har støttet Marianne Agger i arbejdet med bogen. Han skriver i forordet: Det var en ganske almindelig tirsdag eftermiddag i foråret 1997. Jeg skulle besøge Marianne for at lave en radiooptagelse, men herefter var der ikke noget, der var almindeligt. Under optagelserne fik jeg gåsehud. Sad stille med mikrofonen i hånden og lyttede på, hvor langt en person kan komme ud, når man dykker ned i den okkulte verden. Det blev et stærkt vidnesbyrd til områdets radiolyttere.

Sognepræst Mogens P.C. Svendsen, der har været aktiv i hele udfrielsen, giver i et efterskrift en indføring i den faglige side af besættelse og udfrielse.

Det ugentlige tidskrift Indre Missions Tidende har bragt denne artikel i anledning af udgivelsen:
Af Holger Skovenborg
Marianne søgte kontakt med sin afdøde mor gennem en åndedyrkelse som til sidst styrede hele hendes liv. Ved et par præsters hjælp blev hun befriet og lever nu i troen på Jesus. - IMT har talt med en af præsterne og Marianne Agger som på torsdag er aktuel med bogen: 'Ånden i hånden.'

Fra 10 års alderen opvokset i et skilsmissehjem. Ingen fast kontakt med sin mor før voksenårene. Gift og skilt flere gange. Alenemor med et tiltagende alkoholmisbrug. - En dyb længsel efter tryghed, kærlighed og accept.

Alt dette er for Marianne forklaringen på at hun som 43-årig søgte kontakt med sin afdøde mor. Først ved hjælp af et pendul. Senere ved anden form for spiritisme. Hurtigt blev hendes liv styret af langvarig daglig kontakt med ånder. Ånderne bildte hende ind at hun snakkede med sin mor, blev gift med Gud selv, fik en søn med ham og ...

Den 26. oktober udkommer bogen 'Ånden i hånden' på Lohses Forlag. En bog der giver indblik i en verden som - heldigvis - er fremmed for de fleste danskere. Men som alligevel bliver uhyggeligt aktuel i takt med at flere og flere søger spirituelle erfaringer.

Bogen er skrevet af den nu 49-årige Marianne Agger. Hun har været så langt inde i dette at hun var tæt på at dø. Al hendes tid gik til sidst med dyrkelsen af ånderne som hun bl.a. skulle lave mad til. Mens hun ventede på at de 'kopierede' maden så de kunne spise den, blev den kold og uappetitlig. Meget blev smidt ud, og Marianne vejede til sidst kun 36 kilo. Samtidig blev hun lokket til selvmord.

Hudløst ærligt beskriver forfatteren hvordan hun lod sig føre længere og længere ind i et liv og en virkelighedsforståelse som man fristes til at betegne som 'rablende vanvittig'. Samtidig har man som læser den klare opfattelse at hun netop ikke var vanvittig, men bedraget og forført af de onde åndsmagter som vi også kender fra Bibelens beskrivelser.

Men Jesus kunne
I dag er Marianne Agger befriet fra åndsmagternes herredømme. Da hun var længst nede skaffede en søn kontakt til et par folkekirkepræster som han vidste ville tage situationen alvorligt. Det førte til forsagelse af de onde ånder, bøn om Jesu beskyttelse og altergang i hjemmet der også blev renset for åndernes magt i Jesu navn.

'Hele livet har jeg jaget efter tryghed, kærlighed og accept, og den har jeg først fundet nu. Det jeg ikke havde fået med hjemmefra, og som ingen mennesker kunne give mig ... Men Jesus kunne. Man kommer aldrig forgæves til ham,' siger Marianne Agger som nu ønsker at advare mod de onde ånder og fortælle om Jesus.

IMT har mødt hende i præstegården i Kølkær syd for Herning. Det er fem år siden hun blev befriet fra ånderne, men hun mærker stadig deres angreb. Ikke mindst når hun advarer mod deres bedrag.

Derfor ønsker hun ikke at møde pressen alene, men kun sammen med den præst der var med til at hjælpe hende ud: sognepræst Mogens P. C. Svendsen, Kølkær. Den præst som i bogen kaldes for Peter der er hans mellemnavn.

Angribes stadig
Åndernes angreb mærkes som angst og smerte og manglende evne til at spise og bede.

'Jeg kan få angst for alt. Men det går omgående væk hvis jeg beder og kalder på hjælp,' forklarer Marianne Agger stille. Det er langt fra sensationslyst eller lyst til at træde frem der driver hende til at fortælle om det hun har været ude i, og som hun stadig mærker eftervirkningerne af. Det er en lille og stille kvinde der fortæller i sofaen i præstegården.

'I perioder har jeg meget svært ved at læse i Bibelen og bede. Så hører jeg nogle kristne bånd og synger. Jeg synger meget trosbekendelsen.

Når jeg er helt lammet i det, kalder jeg bare på Jesus. Samtidig har jeg lidt af en overdreven angst for ånderne, hvor Mogens' efterskrift har hjulpet mig meget,' siger hun og henviser dermed til det efterskrift af mere generel art om dæmoni som Mogens Svendsen har skrevet til Marianne Aggers bog.

'Jeg mærkede på min egen krop hvordan angrebene var, og hvordan andre mennesker kunne vende sig imod mig. Men i dag er jeg klar over at når man har Jesus i sit hjerte, så har man ikke noget at frygte. Nu hvor bogen skal komme ud, er jeg fyldt af tryghed og fred.

Jeg mærker helt klart modstand mod det jeg skal til at foretage mig nu. Derfor er det meget stærkt at jeg har følt sådan en fred når jeg har bedt Jesus om at hjælpe mig og give mig den styrke der skal til. Jeg er ikke bange for den modstand jeg møder nu.

Bare sådan en lille ting som da jeg skulle underskrive kontrakten med forlaget. Det tog flere dage inden jeg kunne. Det er helt klart at jeg ikke kunne noget som helst hvis jeg ikke havde fået forbøn.'

Når Marianne Agger bliver angrebet af ånderne, forstår hun ikke altid straks hvad det er.

'Nogle gange beder jeg Jesus: 'Hvis det er et angreb, vil du så godt hjælpe?' I begyndelsen tog jeg alt for at være angreb, men nu er jeg blevet bedre til at opfatte at det også kan have naturlige årsager hvis jeg fx bliver syg eller dårlig. Det er når tingene ligesom bliver ved jeg spørger om det er et angreb det her.'

Ånderne giver ikke op
Mogens Svendsen, som lytter med i stuen, har gennem de sidste ti år været redskab til at hjælpe flere der har flirtet med onde ånder og er blevet besat af dem. Han fortæller at det er almindeligt at de der er blevet befriet fra ånderne, bliver sat under pres af dem i flere år efter udfrielsen.
'De onde ånder har svært ved at erkende nederlag. De kan ikke bare give op,' siger han

'Det kommer lige så snart man får slækket på sit gudsforhold,' tilføjer Marianne Agger som igen suppleres af Mogens Svendsen:

'Det er ikke angrebene eller det at man bliver plaget der er slemt. Men hvis man går glip af sit gudsforhold. Det er forfærdeligt. Så går man glip af noget som burde skræmme os: Af selve livets mening, livsfællesskabet med Gud, det evige liv. Det som er livets inderste væsen og mening, taber man.
Men det skræmmer ikke mennesker.'

'Jeg takker ofte for at Gud ikke svigter mig selv om jeg ofte svigter ham. Han er tro selv om jeg er utro. Jeg tilhører ham, og det er jeg aldrig nogen sinde i tvivl om,' siger Marianne Agger som fortæller at hun også var troende før hun søgte kontakt med ånderne.
Men hun var ikke det hun kalder 'aktivt troende'. Gik ikke i kirke eller læste i Bibelen. Men stort set hver aften bad hun Fadervor. Også i de ti måneder hun var i de onde ånders magt.

'Ånderne sagde at jeg skulle bede Fadervor - højt. Og at jeg ikke kendte Bibelen og ikke måtte bande. De sagde jo at det var Gud jeg var i forbindelse med. Jeg blev bedraget.'

Vil råbe præsterne op
Når Marianne Agger har valgt at skrive og fortælle om sine oplevelser, er det med to formål: - for at advare andre, - og for at 'råbe præsterne op'.

'Når sådan en gammel rotte kan gå i fælden, så kan andre også,' siger hun. 'Samtidig er det også en appel til flere præster om at åbne sig for problemet og erkende at det er der - i stedet for at henvise til psykologhjælp.'
Hun mener at der er alt for mange præster som ikke tager de onde ånders virke alvorligt. Og at der derfor er for få man kan få hjælp hos.

'De få præster der er, er alt for overbebyrdede. Det er forfærdeligt hvis man kommer til en præst med sådan et problem, og så ikke bliver taget alvorligt.'
Hvis man kom ind på en psykiatrisk afdeling, ville man nok ikke komme ud igen, mener Marianne Agger. Men det er Mogens Svendsen ikke enig med hende i.

'De ville nok hurtigt finde ud af at man ikke fejlede noget,' siger præsten der i vide kredse er blevet kendt for at have hjulpet 'dæmoniserede' mennesker. Derfor får han normalt flere forespørgsler om hjælp hvert år. Forespørgsler som tager meget tid hver især. Men som også kan være fra folk som påstår at de er besatte, men i virkeligheden er sindslidende. Han skønner at mindst halvdelen hører til den sidste kategori.
'Man må lære at skelne,' forklarer Mogens Svendsen.
'Et åndeligt problem er man som sjælesørger vænnet til at arbejde med. Der bruger man åndelige virkemidler som forbøn, nadver, håndspålæggelse, bibelord, salmesang.

Ved et tilfælde hvor det er et dæmonisk problem, vil der som regel være en reaktion på det åndelige. Den kan være meget forskellig. Pludselig kan personen falde sammen, eller benene begynder at ryste.
Allerede sjælesorgssamtalen vil som regel afgøre det. Man undersøger hvad de har beskæftiget sig med. Ofte vil stille forbøn være nok til at der kommer en reaktion.'

Kølkærpræsten fortæller at han i Marianne Aggers tilfælde meget hurtigt var klar over at det drejede sig om en besættelse.
'Man bør som sjælesørger aldrig gå i gang med nogen form for udfrielse af en person før man hos personen har klare kendetegn på dæmonisk belastning. I visse kirkelige kredse kan man møde en overdreven forestilling om dæmonisk aktivitet. Og i disse kredse sker det at der helt uberettiget foretages uddrivelse på personer som er belastet af helt andre former for lidelse. Det kan for disse mennesker give alvorlige psykiske problemer.'

Fik hjælp gennem en bog
Ifølge Mogens Svendsen er Marianne Aggers tilfælde ikke enestående eller specielt outreret. Det er ikke alle der kommer ud af en besættelse. 'De ønsker ikke at følge Jesus og springer fra,' forklarer han. Men man hører heller ikke om alle dem der faktisk bliver befriet.
Når Mariannes sag er blevet kendt, er det fordi hun har valgt at stå frem og fortælle om det.

Da sognepræst Mogens Svendsen nytårsdags aften 1995 blev ringet op af en kollega som ønskede at han skulle hjælpe i Marianne Aggers tilfælde, tog han en bog med til et af de første besøg. Det var Ingerlise Provstgaards godt ti år gamle bog fra Lohses Forlag: 'Med ført hånd'.
Ingerlise Provstgaard fortæller om oplevelser med ånderne som minder meget om Marianne Aggers. Og da Marianne kiggede i denne bog, gik det for første gang op for hende hvilket bedrag hun var udsat for.

Bogen blev den direkte anledning til at hun ønskede at blive udfriet fra besættelsen. Og fordi det har haft så stor betydning for hende at høre en andens beretning, ønsker hun selv at stå frem både på skrift og i tale. For at kunne advare andre. 'Når Ingerlise kan, så kan jeg også.'

En mulighed
Det har ført til stor medieinteresse omkring Marianne Agger. Allerede i 1995 blev der røre om sagen da Mogens Svendsen fortalte om hende i Eleva2ren. Og også sidste efterår var sagen fremme i medierne - sådan som den forventes at komme det i forbindelse med bogudgivelsen i den kommende uge.
'Det er først og fremmest en mulighed for at forkynde evangeliet ind i mediernes verden,' siger Mogens Svendsen som vil være med når det drejer sig medvirken i massemedierne. Marianne Agger kan imidlertid godt tage af sted alene for at fortælle på en skole eller ved et menighedsmøde.

Og hun vil gerne fortælle og advare. Derfor skrev hun også engang til brevkassen i et ugeblad hvor en mor havde fået anvisninger på hvordan hun kunne komme i forbindelse med sin afdøde søn.
'Sådan noget gør mig harm. Derfor har jeg næsen fremme og bliver ved med det. Det vil jeg bruge mit liv på.'

Citater fra bogen:

Så beklagede 'Gud', at han havde genfødt 'Jesus' på et tidspunkt, hvor han var fanget af Djævelen og derfor nu var meget alene. 'Jesus' var 40 år, havde kone og børn, og af den grund kunne 'Gud' ikke få sig selv til at hente ham hjem nu. Fra 'Ånden i hånden' side 33

Hvis nogen tror, de bare kan prøve at komme i kontakt med åndeverdenen og så leve videre som ingenting, så tager de grueligt fejl. Man går ikke ustraffet ind i åndeverdenen - og da slet ikke ud igen. Før udfrielsen. Fra 'Ånden i hånden' side 56

Peter foreslog mig, at jeg i stedet for at tale med ånderne kunne rette min tale mod Jesus, og det forsøgte jeg, men det var svært, for jeg var jo vant til omgående svar. Fra 'Ånden i hånden' side 78

Som sagt så gjort. Jeg tog straks ind i det kristne bogcenter og købte et stort krucifiks, som jeg hængte op i min stue. Nu kunne folk se, hvem jeg var, og nu fik jeg også min mund på gled. Jeg var færdig med at lyve og undvige folks spørgsmål. Efter udfrielsen. Fra 'Ånden i hånden' side 87