Den store høst – verden vælger side (Ladt tilbage 4)

Forlagets omtale:
Dette er den fjerde bog i serien om det drama, der udfolder sig på jorden efter bortrykkelsen. DEN STORE HØST tager læseren fra irak til USA, fra 10.000 meter over jorden til hemmelige beskyttelsesrum under jorden, fra ufremkommelige ørkener til et ukendt landskab under floden Tigris, fra håb til fortvivlelse og tilbage igen - alt sammen som led i jagten efter sandheden.

Rayford Steele og Buck Williams frygter de er alene. Begge har overlevet “lammets vredesskål' – et globalt jordskælv – i den store trængsels.21. måned. ingen af dem ved, at den anden er i live, og begge søger desperat efter deres koner. Deres mentor, Tsion Ben-Judah. er spærret inde i ruinerne under deres kirke – og ingen aner, hvad den er sket med deres gamle ven Hattie.Durham.

Mens verden går basunernes domme i møde – og den store høst af mennesjæle, sådan som Bibelen profeterer - begynder
Rayford og Buck at lede efter deres kære fra hver sin ende af verden.

Bliver Tsion bjærget? Er Chloe stadig i live? Amanda? I Hattie? Hvad er der blevet af anklagerne imod Amanda? Rayford er besluttet på at bevise hendes uskyld, uanset om hun er død eller levende.

Efterhånden som domrnedagsprofetierne går i opfyldelse, Skrumper antallet af skeptikere ind. Selv Guds svorne fjender er nu klar over, hvem de kæmper imod. Verden tvinges til at vælge side...

PROLOG

Fra slutningen af Nicolae

Bucks hjerte sank da han så Nyt Håb Kirkens tårn. Det måtte være mindre end seks hundrede meter væk, men jorden kværnede stadig. Ting styrtede stadig sammen. Vældige træer væltede og hev ledninger ned på vejen. Jo nærmere han kom kirken, jo tommere følte han sig i hjertet. Det tårn var det eneste der stadig stod. Dets fod hvilede på jorden. Range Roverens lygter oplyste bænkerækker der helt fornuftstridigt stod i nydelige rækker, nogle af dem ganske uskadte. Resten af kirkerummet, de hvælvende bjælker, de blyindfattede vinduer, alt var væk. Kontorbygningen med klasseværelserne og kontorerne var jævnet med jorden og lå som en dynge af mursten og glas og mørtel.

En enkelt bil var at se i et krater midt i det der før havde været parkeringspladsen. Bunden af bilen stod på jorden, alle fire dæk var eksploderet og akslerne knækket. To kvindeben ragede frem under bilen. Buck standsede Range Roveren lidt væk fra parkeringspladsen. Hans dør ville ikke åbnes. Han tog selen af og klatrede ud ved passagersiden. Pludselig stoppede jordskælvet. Solen kom frem igen. Det var en klar, solbeskinnet mandag morgen i Mt. Prospect, Illinois. Buck kunne mærke hver eneste knogle i sin krop. Han vaklede hen over den ujævne jord mod den lille, flad-trykte bil. Da han var tæt nok på, kunne han se at det knuste legeme manglede en sko. Men den der var tilbage, bekræftede hans bange anelser. Loretta var blevet knust under sin egen bil.

Buck snublede og faldt på hovedet ned i snavset, og noget flængede hans kind. Han ignorerede det og kravlede hen til bilen. Han stødte fra og skubbede af alle kræfter for at vippe bilen væk fra liget. Den var ikke til at rokke. Alt i ham skreg imod at efterlade Loretta der. Men hvor skulle han tage liget hen hvis han fik det fri? Nu hulkede han mens han kravlede af sted i ruinerne og ledte efter en indgang til det underjordiske beskyttelsesrum ... Endelig fandt han ventilationsskakten. Han formede hænderne som en tragt hen over den og råbte ned i den: 'Tsion! Tsion! Er du der?' Han drejede hovedet for at lægge øret til skakten og mærkede den kølige luft stige op fra beskyttelsesrummet.
'Jeg er her, Buck! ... Hvordan har Loretta det?'
'Hun er borte!'
'Var det det store jordskælv?'
'Det var det!'
'Kan du komme ind til mig?'
'Jeg skal nok få dig ud, om det så er det sidste jeg gør, Tsion! Jeg har brug for din hjalp til at finde Chloe!'
'Jeg klarer mig lige nu, Buck! Jeg kan vente!'

Buck vendte sig for at se i retning af deres sikkerhedsbolig. Folk vaklede blødende rundt i laset tøj. Nogle faldt sammen og syntes at dø for øjnene af ham. Han vidste ikke hvor lang tid det ville tage ham at komme hen til Chloe. Han var sikker på at han ikke ville bryde sig om hvad han fandt der, men han ville ikke stoppe før han døde. Hvis der var en milliontedel chance for at nå hen til hende, for at redde hende, ville han gøre det.

Solen var kommet tilbage over Ny Babylon. Rayford tilskyndede Mac McCullum til at fortsætte mod Bagdad. Overalt hvor Rayford, Mac og Carpathia så hen, var der ødelæggelse. Meteorkratere. Ildebrande. Sammenstyrtede bygninger. Ødelagte veje.

Da Bagdad lufthavn kom i sigte, hang Rayford med hovedet og græd. Jumbojetter lå forvredne, nogle stak op af store huller i jorden. Terminalen var jævnet med jorden. Tårnet var styrtet sammen. Der lå lig overalt.

Rayford gjorde tegn til Mac om at lande helikopteren. Men et blik ud over området fortalte Rayford sandheden. Det eneste håb der var for Amanda eller Hattie, var hvis deres fly stadig havde været i luften da det her skete.
Da propellerne standsede deres snurren, vendte Carpathia sig mod de to andre. 'Er der nogen af jer der har en telefon der virker?'

Rayford var så forarget at han rakte forbi Carpathia og skubbede døren op. Han maste sig ud bag Carpathias sæde og sprang ned på jorden. Så vendte han sig, løsnede Carpathias sele, greb ham i reversen og flåede ham ud af helikopteren. Carpathia landede på bagdelen på den ujævne jord. Han sprang hurtigt op, som klar til kamp. Rayford skubbede ham op mod helikopteren.
'Kaptajn Steele, jeg forstår De er ude af den, men-'
'Nicolae,' sagde Rayford ud mellem sammenbidte tænder, 'du kan bortforklare det her så meget du vil, men lad mig være den første til at fortælle dig: Du har lige set Lammets vrede!'

Carpathia trak på skulderen. Rayford gav ham et sidste skub op mod helikopteren og vaklede væk. Han vendte ansigtet mod lufthavnsterminalen en halv kilo-meter fra dem. Han bad til at det måtte blive sidste gang han skulle lede efter en af sine kæres lig blandt ruiner.
'Og da Lammet brød det syvende segl, blev der stilhed i himlen hen ved en halv time. Og jeg si, at de syv engle, der står foran Gud, fik givet syv basuner. Og der kom en anden engel og stillede sig ved alteret med et røgelseskar af guld, og han fik givet megen røgelse for at lægge den på guldalteret foran tronen sammen med alle de helliges bønner. Og røgelsen sammen med de helliges bønner steg op fra englens hånd foran Gud. Og englen tog røgelseskarret og fyldte det med ilden fra alteret og hældte den ud over jorden. Og der kom torden og brag og lyn og jordskælv.

Og de syv engle med de syv basuner gjorde sig rede til at blæse i dem.' Åbenbaringen 8,1-6